En stor sæson er forbi, men det kan godt blive vildere.
15. juni
Sæsonen 2025/2026 er forbi, og den skuffede ikke. Her samler kvindefodboldekspert Amalie Bremer de vigtigste overskrifter fra den netop overståede sæson i A-Liga og guider dig til, hvad du skal holde øje med, når kampene skydes i gang igen allerede i midten af juli.

HB Køge holdt, hvad de lovede
Da Ballard Capital med ægteparret Angie og Chris Long i spidsen købte HB Køge Women i efteråret 2025 stod det hurtigt klart for de fleste, at klubben gik benhårdt efter at generobre tronen i dansk kvindefodbold. Med det samme. Således blev der investeret voldsomt i både stab og spillertrup, ligesom et tæt samarbejde med søsterklubben Kansas City Current i den bedste amerikanske række også så ud til at blive et trumfkort for HB Køge. Internationale spillere fra miljøet omkring KCC krydret med maksimalt markante tilgange i form af den danske landsholdstrio Mille Gejl, Nadia Nadim og Rikke Marie Madsen skulle igen gøre HB Køge til den absolutte magtfaktor herhjemme. Og selvom vejen til The Double måske ikke blev helt ligeså bulldozer-agtig, som jeg havde forventet, så endte svanerne alligevel komfortabelt med begge pokaler på løbehjul gennem Køge by.

Sølvmedaljerne landede på vestegnen, hvor effekterne af Brøndby IFs revitalisering af kvindeafdelingen for alvor begynder at vise sig. Holdet pressede HB Køge til det sidste og har med masser af aktivitet tidligt i transfervinduet signaleret, at de har tænkt sig at tage endnu et skridt op næste sæson. Mere om det længere nede.

De detroniserede mestre fra Fortuna Hjørring nappede bronzen på sidste spilledag ved at besejre FC Nordsjælland på hjemmebane, og det er dermed dem, der får den ene danske plads i kvalifikationen til UEFA Women’s Europa Cup. Både HB Køge Women og Brøndby IF får mulighed for at kvalificere sig til UEFA Women’s Champions League – et udtalt mål for især HB Køge Women, der tidligere har haft vilde europæiske opgør mod klubber som Arsenal og FC Barcelona hjemme i Køge.

Og apropos Europa så bød starten af den netop overståede sæson desværre ikke på det mest imponerende output fra de danske hold i den afdeling. Kun FC Nordsjælland formåede reelt at spille en rolle internationalt, da de spillede sig helt til kvartfinalen i UEFA Women’s Europa Cup mod tyske Eintracht Frankfurt. Både Fortuna Hjørring og HB Køge Women skuffede med tidlige exits mod henholdsvis St. Pölten og Glasgow City FC. Den bøtte skal selvfølgelig vendes i den kommende sæson, hvor det altså er HB Køge Women, Brøndby IF og Fortuna Hjørring, der skal holde dannebrog højt i Europa.

Svingdøren i fuld effekt
Sæsonafslutning er selvfølgelig lig med transfervindue, og her leverer kvindefodbolden altid – til kæmpe begejstring for typer som mig. Denne sommer har to store trænerprofiler valgt at tage afsked med deres respektive klubber, når både FC Nordsjællands Chris Sargeant og Fortuna Hjørrings Lene Terp skal videre.

Chris Sargeant fortsætter i Right to Dream-organisationen og skal være Head of Coaching på akademiet i Egypten. Han har været i FC Nordsjælland siden 2021 og har både vundet klubbens første mesterskab på kvindesiden, to pokaltitler og ført sit unge hold til flotte eventyr i Europa. FC Nordsjælland siger i det her transfervindue også farvel til to af klubbens største kvindelige profiler; A-landsholdsspiller Anna Walter dribler således videre til Hammarby i Sverige, mens Josefine Funch, også kendt som Farums Iniesta, skal prøve kræfter med den hollandske liga hos PSV.

I det nordjyske vinker Fortuna Hjørring farvel til Lene Terp efter 3 år i spidsen for de grønne. Lene Terp skrev historie i 2024, da hun som den første kvinde nogensinde ramte top 5 i afstemningen om Årets Træner i Danmark. Lene Terp har tidligere har cheftrænerjobs i udlandet, men hendes næste destination ligger ikke fast, om end der på den sønderjyske rygtebørs har været hvisket om, hvorvidt hun skulle lave en Marie-Louise Eta og blive den første kvindelige cheftræner for et hold i herrernes bedste række. Inden for kridtstregerne siger Fortuna farvel til Nikoline Nielsen, der simpelthen er blevet købt til FC Barcelonas ungdomsafdeling, mens jeg med tristhed kunne konstatere, at Vibeke Andersen, en herlig spiller, har valgt at stoppe karrieren.

Også i Brøndby har sæsonafslutningen vist sig markant på til- og afgangssiden. Sølvvinderne fra vestegnen har således bundet sløjfe på en form for dynasti i dansk kvindefodbold, da både Julie Tavlo og senere Nanna Christiansen har indstillet karrieren med henholdsvis 329 kampe og utrolige 520 kampe og 217 mål i gult og blåt. Derudover har klubben netop offentliggjort, at to store kanoner i Agnethe Nielsen og Julie Jorde også forlader vestegnen. Omvendt har Brøndby IF tidligt i vinduet landet en af de mere opsigtsvækkende transfers, da de har skrevet under med angriber Amalie Thestrup, der netop har været med til at spille Charlton op i den bedste engelske række. 31-årige Thestrup har for relativt nyligt været udtaget til det danske A-landshold og havde altså mulighed for at spille med Charlton i verdens stærkeste kvindefodboldliga, men har nu valgt at vende hjem til Brøndby IF.

I skrivende stund ved vi generelt set mest om, hvilke spillere, der forlader de respektive klubber, og her har især klubber som Kolding IF, FC Midtjylland og F.C. København hver især sagt farvel til en myriade af spillere, så det er bare om at spænde sikkerhedsselen og følge med, når A-Ligaens indbakke snart bliver fyldt med nye spændende profiler.

Du kan se hele listen over sommerens transfers med løbende opdatering lige her: Transferoverblik

A-Ligaen har vokseværk
Når A-Liga skydes i gang igen, vil rækken ikke se ud, som vi kender den. I sommeren 2025 valgte klubberne i Ligaforbundet nemlig at udvide A-Ligaen, så den fra den kommende sæson består af 10 hold. Kvalifikationsspillet blev vundet af FC Midtjylland, der dermed bevarer sin status som A-Liga-hold sammen med OB Q, der sneg sig med på den fjerde oprykningsplads. F.C. København tog andenpladsen i kvalifikationsspillet og debuterer dermed i den bedste række efter sommerferien sammen med ASA Aarhus, der blev nummer 3 i kvalifikationsspillet.

I den kommende turneringsstruktur vil mesterskabsspillet stadig bestå af 6 hold, mens kvalifikationsspillet fremover vil bestå af de to bedste hold fra B-Ligaens grundspil og altså de fire dårligste hold i A-Ligaens ditto. Det betyder dermed også, at der vil være endnu hårdere kamp om de definerende pladser i midterfeltet, som kan blive både lort eller lagkage, alt efter hvilken side af top 6-stregen lige netop din klub lander på. Jeg er personligt enormt spændt på at se positioneringen mellem klubber som AGF og Kolding IF, der i denne sæson var med i mesterskabsspillet og til tider også gjorde det svært for topholdene, og de friske udfordrere i den nye, udvidede A-Liga. Her tænker jeg især på FC Midtjylland, som må komme både stærkere og klogere op i den bedste række denne gang og selvfølgelig F.C. København, der indtil nu har været på en evig optursrejse, men som formentlig vil få klasket realiteterne hårdt i masken, når det hedder landets bedste række efter sommerferien. Og så må vi altså heller ikke glemme ASA Aarhus, der kommer ret så upåagtede op på øverste dæk, men som har vist sig mere end bøvlede at møde. Jeg tror, at de er et hold, der kan skabe nogle vilde overraskelser den kommende sæson.

F.C. Københavns oprykning betyder naturligvis også, at vi den kommende sæson skal opleve det første københavnerderby nogensinde på kvindesiden. Smag lige på det. Et par kampe, der utvivlsomt vil sætte nye standarder for stemning og tilskueropbakning i den danske A-Liga – selvfølgelig uden alt det der bøvl, som kvindefodbolden heldigvis er fri for.

Der er med andre ord MASSER af glæde sig til, når A-Liga fløjtes i gang igen allerede d. 25. juli. Vi ses derude!

Foto: Monique Matz/HB Køge

A-LIGA partnere