A-Liga er Danmarks bedste fodboldrække for kvinder. Der har været divisionsfodbold for kvinder i Danmark siden 1973, hvor Ribe vandt det første danske mesterskab. Fra sæsonstart 2025/2026 hedder vi A-Liga, ligesom 1. division og 2. division nu hedder B-Liga og C-Liga.
Navneskiftet markerer en ny æra i dansk fodbold for kvinder med mere kant, power, passion og en ny hjemmebane på TV 2, der sender alle kampe fra A-Liga på deres sportskanaler og på TV 2 Play.
Kvindefodbold er en af verdens hurtigst voksende sportsgrene og mens rammerne omkring spillet har vokseværk, er kernen den samme; nærhed, autenticitet og kærligheden til spillet. Der er til gengæld ingen film, hooligans, homofobi eller lignende. Kvindefodbold er tværtimod et fuldstændig trygt og åbent rum, hvor familier og aktive fans side om side kan nyde det gode spil på banen. Spillerne er hele mennesker med holdninger, følelser, mærkesager og ekstraordinære fodboldevner, som aldrig tager støtten for givet og altid stiller op til autografer.
I kvindefodbold er du som fan ikke bare en tilskuer eller endnu en solgt billet. Du er en del af helheden, sjælen i kvindefodbold, som er fri fra nedarvede dårligdomme, men en ny og inkluderende udgave af fodbolden, der er tilgængelig, fællesskabsorienteret og ikke mindst hamrende underholdende.
Velkommen til!
Struktur
A-Liga består af otte klubber. De spiller 14. spillerunder i grundspillet, hvor samtlige klubber mødes på ude- og hjemmebane. Herefter kvalificerer de seks bedste hold sig til forårets slutspil. I slutspillet uddeles medaljer og mulighed for kvalifikation til de europæiske turneringer. Nummer 1 og 2 i slutspillet får mulighed for at kvalificere sig til UEFA Women's Champions League, mens nummer 3 får mulighed for at kvalificere sig til UEFA Women's Europa Cup.
De to klubber placeret på syvende- og ottendepladsen ved efterårets afslutning spiller kvalifikationsspil mod de fire bedste hold fra den næstbedste række, B-Liga. Her får de to bedste hold ved sæsonens afslutning en plads i den kommende sæsons A-Liga, mens de fire andre hold i kvalspillet enten rykker ned eller forbliver i B-Liga.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til A-Liga, B-Liga eller C-Liga? Så tøv ikke med at kontakte os på vores mail, der (lidt endnu) hedder kvindeliga@dbu.dk.